Generelt - Restaurering
Mange af vores søer har i dag en ringe vandkvalitet med uklart vand og stor vækst af planteplankton, ingen eller få undervandsplanter og en fiskebestand, der er domineret af skaller og brasen. Det skyldes, at der gennem mange år har været en for stor tilledning af næringsstoffer (fosfor og kvælstof) fra oplandet. For at bedre tilstanden er det nødvendigt at nedbringe den eksterne belastning med næringsstoffer mest muligt. Selv om denne belastning er nedbragt gennem bedre spildevandsrensning og reguleringer af landbrugsdriften er kun få søer skiftet til en klarvandet tilstand.
Denne træghed kan have både biologiske og kemiske årsager. Den biologiske træghed skyldes ofte en "skæv" fiskesammensætning, domineret af skaller og brasen. Disse såkaldte fredfisk (eller skidtfisk) æder dyreplanktonet , så det ikke er i stand til at holde planteplanktonet nede. Herved optræder søerne grønne og uklare. Den kemiske træghed skyldes den fosforpulje i sedimentet, opbygget gennem tidligere tiders tilledninger, som til stadighed frigiver fosfor til søvandet.
Efter at den eksterne belastning er bragt ned, kan en sørestaurering være aktuel for at fremskynde en bedring i vandkvaliteten. Der skelnes mellem biologiske restaureringsmetoder (også kaldet biomanipulation) og fysisk-kemiske restaueringsmetoder.
De biologiske restaureringsmetoder kan være indgreb i fiskebestanden i form af opfiskning af fredfisk og udsætning af rovfisk. Her anvendes som regel geddeyngel eller aborre til at holde bestanden af fredfisk nede. Udplantning af undervandsplanter kan være med til at fremskynde og fastholde den klarvandede tilstand, idet de stabilisere sedimentet, optager næringsstoffer og giver skjul til dyreplanktonet.
De fysisk-kemiske restaureringsmetoder omfatter metoder, som binder eller helt fjerner fosforpuljen i sedimentet. Det kan ske i form af iltning af bundvandet og sedimentet, tilsætning af aluminium til søvandet eller bortgravning af sedimentet.
